Svømning i 4. og 5. klasse
Tryg i det våde element
Når vi begynder undervisningen i 4. klasse, svømmer eleverne på tværs af bassinet, så de ikke skal svømme lange distancer.
Klasserne bliver inddelt i tre hold, hvor den lave ende af bassinet er forbeholdt elever, som ikke kan svømme en bassinbredde uden at holde pause og/eller er utrygge ved det våde element. Her arbejder vi med trygheds- og tillidsøvelser samt vandtilvænning i form af lege med videre.
I midten af bassinet udfolder de elever sig, som kan svømme en bassinbredde uden pause, men som er utrygge ved helt dybt vand. Her fokuserer vi på indlæring af korrekt teknik og arbejder med de enkelte dele af teknikken gennem øvelser med forskellige hjælpemidler.
I den dybe ende af bassinet træner de elever, som kan svømme 200 m uden pause og uden hjælpemidler af nogen art – og som er helt trygge ved det dybe vand. Her arbejder vi primært med de færdige svømmearter og forbedring af den rigtige teknik.
I 5. klasse svømmer eleverne ofte på langs af bassinet, og sidst på skoleåret tilbyder vi diverse svømmetest i form af distanceprøver.
Vi arbejder naturligvis efter de nationalt bestemte Fælles Mål for hvert enkelt fag.